Trolderik så noget smutte ind mellem træerne. Det var noget  rødbrunt, syntes han. Det var midt på eftermiddagen og allerede begyndt at blive mørk, som det jo gør, når julen nærmer sig. Han stod lige i udkanten af skoven, der hvor den begynder at blive rigtig tæt. Hvad kunne det være? Det kunne være en ræv eller et stort egern. Skulle han gå ind og se efter eller skulle han bare lade som ingenting? Nu er Trolderik meget nysgerrig og han var godt klar over, at han skulle skynde sig, hvis han skulle finde ud af, hvad det var. Og han tænkte også på, at det jo måske kunne være en julenisse for det var jo nu de rigtigt begyndte at vise sig efter den lange sommer. Fare vild derinde kunne han nok heller ikke, for han kendte skoven lige så godt som lommen i sine blå smækbukser. Altså begyndte han at gå ind i det tætte krat. Der var ikke noget at se og de fugle, der sad oppe i træerne så bare forbavset på ham, mens han sneg sig frem.

Pludselig raslede det i bunden af skoven. Han kom til at ryste lidt af skræk og så forsigtigt i retning af lyden. Var der ikke noget rødt der?  Pludselig faldt der noget ned bag ham og han gav et højt hop. Han turde næsten ikke vende sig rundt og pludselig gav han sig til at løbe tilbage alt hvad han kunne. Og der lige da han nåede tilbage til randen af den tætte skov, stod der en nisse foran ham. Den var nærmest ligeså stor som ham selv.  Nissen havde ikke skæg, nej, det var en drengenisse. Det kunne man tydelig se, fordi han havde røde bukser på og kort hår,  som strittede ud til alle sider. ”Jeg har tabt min hue”, sagde nissen.  ”Nu er jeg altså ikke mere en rigtig julenisse, når jeg ingen hue har. Jeg havde samlet kogler i den og sat den på hovedet igen, men så var den al for tung og så er den vel faldet af hovedet på mig, da jeg løb. Der var nogen efter mig. Én, der havde blå bukser på og hår, der strittede meget.

Det var midt på eftermiddagen og Trolderik og den lille nisse stod et stykke tid og kikkede på hinanden,  mens de rodede med fødderne rundt i jorden.  De havde næsten glemt alt om den mærkelige hændelse med den forsvundne hat og pludselig spurgte Trolderik: ”Hvad hedder du egentlig?”  Nissen stak hænderne i sine bukselommer, men kunne ikke finde plads til dem for alle koglerne og så sagde han:” Jeg hedder Julius og jeg har en lillesøster, som hedder Juliane og en storesøster, som hedder Julie. Hvad med dig?”  ”Jeg hedder Trolderik”, sagde han meget højt og stolt, ”og jeg har en lillesøster, som hedder Trolderikke. Og vi bor her i skoven under det største træ”.

Pludselig gav Julius ham et skub og sagde til ham: ”Jeg bor på et slot  -  kom, så skal jeg vise dig det”. Og så styrtede han af sted. Trolderik løb bagefter og det gik over stok og sten og til sidst nåede de en mark,  hvor man i det fjerne kunne skimte et stort slot.  ”Der bor jeg”, råbte han stolt. ”Kom”.  Og de styrtede af sted.

Slottet var meget stort og havde et højt tårn midt foran og en bred trappe, som førte op til en kæmpestor dør. Foran på gårdspladsen gik en høj soldat rundt med et gevær over skulderen.  Der var ikke andre at se.  ”Bor der andre end jer på slottet?”, spurgte Trolderik lidt benovet.  ”Jada,  der bor også en dronning”, sagde Julius.  Soldaten blev ved med at gå frem og tilbage med lange skridt og Trolderik tænkte, at det måtte være forfærdelig kedeligt at gå der.  Både når det var for varmt og når det var koldt som nu.  ”Hvad laver dronningen?”, spurgte Trolderik.  ”Hun danser”, sagde Julius.  ”Jamen, danser hun hele tiden?”, spurgte Trolderik.  ”Ja, hun danser og spiser og drikker hele tiden og musikken drøner altid på slottet.  Det er faktisk lidt generende”, sagde Julius.  ”Jamen, hvem danser hun med?”, spurgte Trolderik.  ”Hun danser med sin butler og når han ikke kan mere, så kalder hun på soldaten og så bytter han med butleren og så er det butleren, der går rundt med et gevær her udenfor og han ser ingenting, og så er det nemmest for os at komme ind på slottet.  

Da Trolderik nåede hjem til sit træ i skoven, smuttede han ned ad trapperne til huset under træroden.   Der var dejlig varmt og der var tændt petroleumslys.  Henne i hjørnet sad Trolderikke og legede med sine dukker, som hun gav tøj på og bagefter prøvede at putte noget i munden på.  Trolderik satte sig ved siden af hende og sagde langt om længe: ” Jeg har noget, der næsten er en hemmelighed.  Jeg kunne godt fortælle dig den, hvis du kan tie stille”.  Han så spændt på hende.  Trolderikke slap sine dukker og så på ham med sine store mørke øjne. ”Jeg kan godt holde på en hemmelighed  -  hvis den altså er god”, hviskede hun.  Trolderik vidste ikke rigtig, om hun var lidt for lille, men han besluttede sig alligevel for at fortælle hende den.   Og så fik hun hele historien både den om den forsvundne nissehue og om den mærkelige ting, de havde set i skoven med blå bukser og strithår.  Også om slottet fortalte han hende.   

Trolderikke så først meget længe på ham og så sagde hun:”Ved I virkelig ikke, hvem den uhyggelige person var?”   ”Nej da?” sagde Trolderik. ”Jamen, det er da bare dig”, sagde Trolderikke. ”Med blå smækbukser og strithår”.   Trolderik sad helt stille længe og så lidt flov ud.  For hun havde selvfølgelig ret, og det var lidt irriterende, at han ikke selv var kommet til at tænke på det. Men Trolderikke fortsatte hurtigt:” Men jeg vil gerne hjælpe jer, hvis jeg må og jeg vil også gerne se slottet. Jeg tør godt”. ”Ok”, sagde Trolderik. ”Men første gang kommer du ikke med,  for jeg skal lige finde ud af, hvordan man kommer ind på slottet.  Jeg skal jo finde hullet, når soldaten vender ryggen til, forstår du”. Det forstod Trolderikke godt og så snakkede de ikke mere om den ting. Trolderik tænkte længe på det store slot og ikke mindst på soldaten, som vandrede frem og tilbage foran slottet. Måske kunne man få ham til at gå væk. Eller løbe efter et eller andet, som han havde hørt. Han tænkte og tænkte. Men der var jo altid så megen larm ved slottet med al den dansemusik, som dronningen spillede. 

Trolderik vågnede ret tidligt næste morgen  og vidste med det samme, at der skulle ske noget helt særligt i dag. Han skyndte sig op og det tager ikke lang tid for en Trolderik at gøre sig klar om morgenen  -  en lille sjat vand i øjnene og de blå bukser på og så hen og se i vejrudsigtsrøret, hvordan vejret var. Trolderiks far har selv fundet på det  -  det med røret.  Han havde en gang set noget i et fjernsyn i en butik inde i den store  by, som havde gjort stort indtryk på ham. Det var en båd, som de kaldte en u-båd og den var udstyret med et rør, som havde nogle spejle i enderne og med den kunne man se ovenover vandet, selvom man befandt sig under vandet og det var lige sådan én, man kunne mangle,  når man bor under et træ. Han tænkte længe over sin nye ide og begyndte at samle de ting sammen, som man kan få brug for, når man skal lave et verjudsigtsrør. 

Han tumlede rundt i skoven og fandt en dag et paprør fra en køkkenrulle og det var ganske ideelt.  Spejlstumper har man altid mange af og det skulle så bare sættes sammen og stødes op fra deres hus og op gennem træroden og 1-2-3  -  så havde han røret.  Denne morgen så Trolderik gennem røret at det var ganske hvidt udenfor.  Altså var der sne og man måtte have vanter og hue på. De var grønne og brune og det var den trøje også, som han trak på over smækbukserne.   Det gode ved det tøj var også, at man fik næsten samme farve som jord eller træer og på den måde var svær at få øje på og Trolderik skulle ud på eventyr  -  han skulle besøge sin nye ven julenissen Julius.Han løb rask gennem skoven og da han nåede udkanten,  kunne han se slottet.  Han løb videre ud over marken og da han kom hen til slottet, kunne han høre musikken, som drønede ud.  Det var ikke den lange soldat, som passede på slottet, men den lille tykke butler. Han sad på trappen med nakken tilbage og snorksov, så træt var han blevet af at danse.

Trolderik og Julius travede hen over et loft og nogle steder var der små vinduer, hvor man kunne se himlen og om natten kunne man helt sikkert se alle stjernerne.  Endelig  kom de  ind på et loft fuld af papkasser og helt henne i en krog tæt op af den varme skorsten boede nissefamilien. Skorstenen blev brugt både til  at varme rummet op med og til at lave mad på  - det kunne man tydeligt se, for der hang en meget stor gryde over et ildsted.  Det duftede dejligt og Trolderik blev pludselig meget sulten og kunne sagtens spise noget, hvis nogen spurgte ham. ”Kom indenfor”, sagdeJulius.  ”Her er min familie  -  Julie og Juliane, nissemor og nissefar”. De lignede alle hinanden med rødt tøj og lyst eller hvidt hår og med glade smil. ”Velkommen, velkommen”, sagde de,  ”Vi skal lige til at spise, så kunne du ikke også tænke dig lidt risengrød?”

Nu er risengrød absolut Trolderiks livret, så han skyndte sig at sige, at det ville han meget gerne og så fik Trolderik den bedste risengrød, han nogensinde havde smagt med masser af sukker, kanel og en stor smørklat.  Risengrøden sad rundt i hele hans ansigt, da han var færdig med at spise  -  i alle hårene, på næsen, ja, helt op i ørene havde han fået risengrød og de kom allesammen til at le højt, da de så på ham. Trolderik blev flov, men så smurte alle de andre også risengrød rundt i hovederne og så lo de bare endnu højere. De lænede sig tilbage i stolene og slog sig på maverne og til sidst trillede de ned på gulvet og faldt i søvn.  Nisser snorker meget højt  -  ingen kan forklare hvorfor, men måske er det al den risengrød, der falder så tungt.  Også Trolderik faldt i søvn ved siden af Julius. 

Der stod Trolderik og Julius så i det store rum med maskinerne og Trolderik kunneslet ikke forstå, hvad det var, så han spurgte Julius:  ”Hvad laver nisser egentlig?”   ” Åh, vi har så travlt,  så travlt”, sagde Julius.  ”Du må tænke på, at vi jo er drillenisser og hele tidens kal finde på noget at drille med og også nogen at drille, men her til jul harvi slet ikke tid til den slags, for så skal vi jo lave alle gaverne til de børn, som har givet deres ønsker til julemanden. Og det er et kæmpearbejde. De ønsker sig alt muligt og det bliver sværere for hvert år, for nu ønsker de sig en masse nye ting, som vi slet ikke kender.  Ved du f.eks., hvad et computerspil er?  Nej vel?  Så må man finde ud af det, og det er altså blevet meget svært.  Men heldigvis har vi opfundet en maskine, som kan lave alt.   Vi har selv lavet et computerprogram og så kan man bare taste et ønske ind og sende det gennem et hul i den ene ende af maskinen, så laver den gaven med det samme og spytter den ud af en lem i den anden ende og så har du en gave.

Så kigger vi alle sammen på den og leger nok også lidt med den - vi skal jo se om den dur, ikke? Derefter pakker pigenisserne gaverne ind i flot julepapir , som julemanden har sendt ned til os fra Grønland.  Om natten, når vi er færdige og sover, kommer julemanden helt stille og henter gaverne i sin kane. Det er en meget stor udvikling, der er sket”, sagde Julius eftertænksomt.  ”Før lavede vi gaverne selv og det var også let nok, når pigerne bare ville have en dukke og drengene en bil - eller i rigtig gamle dage,  hvor de fik en tøndering eller en kludedukke  -  men nu!!! Nu skal de have alt muligt - musik, computere, helikoptere og den slags.”  Julius stønnede træt, men så så han glad ud. ”Så var det altså julemanden fandt på det med computeren, der kunne programeres til at lave alt muligt. Han har taget patent på den”, sagde han stolt, ”det betyder, at det kun er ham, der må lave den maskine - det er altså ret smart”. ”Kom, nu skal du se” sagde han og løb ud på loftet og hen i den bageste ende.

Trolderik og Julius stod længe og så på den rød- og sortstribede elefant. Den stod nu bomstille og plirrede blot lidt med sine små øjne.  Den var næsten ligeså stor som dem. Var den mon rigtig levende? De listede hen til nissefar og spurgte ham.  ”Nej,nej, nej da”, sagde han, ”den er ikke rigtig levende. Det er kun Vorherre, som kan lave levende mennesker og dyr. De har en sjæl”, sagde han højtideligt. ” Og det er Vorherre, som får mennesker og dyr til at føde levende væsener. Nej, vi nisser laver ting, som ligner, og så putter vi batterier inden i dem.” Han så meget klog ud, da han sagde det. Nåh, sådan!!  Var der så et batteri inden i den lille elefant? Joh, det var der.  ”Den kan lave fem ting”, sagde nissefar. ”Den kan gå 10 skridt frem og 10 tilbage, den kan plirre med øjnene, den kan vifte med sine store ører, den kan også vifte med halen og så kan den sige en sjov elefantlyd.

Det er noget, jeg har bestemt”, sagde nissefar og så vigtig ud. ”Men gå I bare en lille tur med den”. Nu sagde nissefar jo ikke lige, hvor langt de måtte gå med den lille elefant. Man kunne jo tage den med ned til dronningen og se, hvad hun ville sige til sådan en fyr. Hun ville garanteret blive meget glad for den, men skulle den så også ud og danse? Hvis man nu bandt et tov om maven på den, så kunne man vel hejse den ned ad trapperne - og op igen? Nissefar kom løbende: ”Har I tænkt at gå en lille tur på loftet med den?”, spurgte han, ”for så skal I have en fjernbetjening med ellers vil den jo ikke gøre noget som helst af alt det, den kan. Værsgo”. Det var alt for fristende det her. De måtte altså prøve det med trapperne og Julius var allerede på vej hen for at finde et godt og solidt tov, som man kunne hejse elefanten ned i.  

Den rød- og sortstribede elefant Jupiter begav sig ind i salen, hvor dronningen dansede vals med den tykke butler. Soldaten var blevet træt og gik nu vagt foran slottet. Jupiter gik ind i salen, mens den viftede med både snabel og hale, plirrede med øjnene og sagde en sær elefantlyd. 10 skridt frem og så snurrede den rundt og gik 10 skridt baglæns i samme retning ned mod dronningen og soldaten. Det var dronningen, som først fik øje påden. Hun troede ikke sine egne øjne og gned sig grundigt i ansigtet og så gav hun et højt skrig fra sig og hvis musikken ikke havde været så utrolig høj, ville den lange soldat bestemt have hørt det. Nu var der kun den lille tykke butler, og han var ikke til megen hjælp, for han skyndte sig hen og gemte sig i et gardin, som han viklede sig helt ind i. Tilbage stod så den tynde dronning og Jupiter. Da dronningen først var kommet sig over chokket, tog hun sine briller frem og kiggede nu nærmere på elefanten. 

Det er noget, jeg har bestemt”, sagde nissefar og så vigtig ud. ”Men gå I bare en lille tur med den”. Nu sagde nissefar jo ikke lige, hvor langt de måtte gå med den lille elefant. Man kunne jo tage den med ned til dronningen og se, hvad hun ville sige til sådan en fyr. Hun ville garanteret blive meget glad for den, men skulle den så også ud og danse? Hvis man nu bandt et tov om maven på den, så kunne man vel hejse den ned ad trapperne - og op igen? Nissefar kom løbende: ”Har I tænkt at gå en lille tur på loftet med den?”, spurgte han, ”for så skal I have en fjernbetjening med ellers vil den jo ikke gøre noget som helst af alt det, den kan. Værsgo”. Det var alt for fristende det her. De måtte altså prøve det med trapperne og Julius var allerede på vej hen for at finde et godt og solidt tov, som man kunne hejse elefanten ned i.  

Den store dovne kat lod som om den sov, hvad den faktisk også gjorde. Det gjorde den nu det meste af tiden og det var også en af årsagerne til, at den var blevet så utrolig tyk. Det er ellers ret upraktisk for en kat normalt, men det her er altså heller ikke normalt. Egentlig hørte den til nede hos den tynde dronning, men hun spiste så lidt, at hun helt glemte katten og derfor var den flyttet op til nisserne. Dronningen savnede katten, som hun kaldte Mirakulos, hvilket egentlig er et underligt navn for en kat, men den havde en gang gjort et mirakel og derfor hed den sådan. Det skete således. Da den var helt lille, boede den sammen med sin familie i et rum under slottet.  Det var en meget blandet familie med mange fædre og mødre og ingen vidste rigtig, hvem der egentlig var ens mor og far, og derfor var der også altid så rodet. Det kunne vores lille kat ikke lide, så den var begyndt at gå op på slottet og helt ind i den store sal, ja, faktisk havde den været helt henne i dronningens private gemakker. Det hedder en dronnings soveværelse og badeværelse og også det store rum, hvor dronningen opbevarer alle sine balkjoler. 

Og det er mange, for det slider på dem, så meget, som hun danser. Men herinde havde katten været den aften, hvor dronningen havde været ved at klæde sig om og i den anledning tændt et stearinlys.  Katten gemte sig under hendes seng og iagttog hende, medens hun valgte kjole. Pludselig væltede stearinlyset - ingen ved hvorfor - og ilden fik fat i en af kjolerne. Da katten så det, sprang den hen og viftede ilden ud med sin lange buskede hale og det syntes dronningen var et mirakel, og derfor hedder katten Mirakulos. Nu skulle den altså tilbage til dronningen, og sæt hun nu ville beholde den. Det ville Mirakulos under ingen omstændigheder, for den tænkte på al den dejlige risengrød, som den ville gå glip af - ja, det var faktisk det eneste, som den altid tænkte på. På den anden side fik den også lyst til lidt musesteg til en afveksling, så den luntede langsomt ned ad trapperne. Dronningen sad stadig skræmt midt ude på gulvet og butleren hang stadig oppe i gardinerne, men da han så Mirakulos, pegede han ned på gulvet foran sig, og ganske rigtig -  der sad en stor fed mus, som omgående stak i løb, da den fik øje på katten. 

Imens alt dette skete, var det blevet sent på dagen og Trolderik måtte hjem igen, inden det blev mørkt. Julius så på ham og spurgte:” Tror du, det kunne lade sig gøre, at jeg kunne komme hjem og besøge dig? Så kan jeg se, hvordan du bor”.Det ville Trolderik meget gerne, og lovede at han skulle spørge sin mor, og at så skulle Julius få alle de pandekager at spise, som han overhovedet kunne. ” Vi mødes på det sted, hvor skoven begynder ved det store træ i morgen, når jeg kommer fra troldeskole”, sagde Trolderik.  ”Det bliver kl. sådan cirka”.  Og det blev aftalen. ”Jeg må hellere følge dig ud af slottet”,sagde Julius, ”vi ved jo ikke, hvor soldaten er lige nu”. Da de var kommet ned ad trapperne, spejdede de ud af hullet.  Soldaten spankulerede med ryggen til og det var let for Trolderik at løbe over pladsen. Da han kom hjem, spurgte han straks sin mor. Hun så forbavset på ham, da han fortalte om sin nye ven og at han var en rigtig nisse.  ”En nisse til pandekager”,sagde hun eftertænksomt.

”Det har jeg aldrig prøvet før, men det kunne da være sjovt og så kan han måske få en ønskeseddel med sig hjem til julemanden - for ham ser han vel?” Det mente Trolderik nu nok, han gjorde, og tænk om han også selv engang kunne møde ham!  Han blev helt svimmel ved tanken - den var aldrig faldet ham ind, men muligheden gjorde ham helt ør. Også Trolderikke, som sad i stuen, blev nysgerrig og ville også være hjemme, når de fik besøg og spise pandekager med en levende nisse. Næste dag mødte Trolderik sin ven Julius på det aftalte sted og til det aftalte tidspunkt. De skyndte sig nu gennem skoven. Selvfølgelig måtte de gå lidt forsigtigt, for nisser er jo ikke almindelig kendte personer i skoven - alligevel så nogle af dyrene dem, men af en eller anden grund så de ikke særlig overraskede ud. Måske tror dyr ikke på nisser? Det er ikke til at vide. Imidlertid var de to venner nu nået hen til det træ, hvor underTrolderik bor og Trolderik viste Julius, hvordan man hurtigt ved at rutsche nedad et tov kunne komme ned i huset.

Troldemor så lidt forbavset på de tre pandekagehoveder. Skulle hun grine eller græde? Men så tog hun sig sammen og sagde:” Nu tror jeg, det er en god ide at vi  lægger  pandekagerne ned på tallerkenen, kommer sukker og syltetøj på og ruller dem til en rulle”. Det gjorde de, for det er ikke særlig sjovt at sidde med en fedtet pandekage i ansigtet. Da de var færdige med at rulle, skulle Julius lige til at tage rullen op for øjnene for at se, om man kunne kigge igennem den, men heldigvis så han, hvordan de andre bar sig ad og lod være. De spiste alle pandekagerne, klappede sig på maven og Julius skulle lige til at tage sig en lur, da Trolderik prikkede til ham og sagde:” Nu skal du se vores hus!”. Der var mange ting at se på, men da de nåede hen til vejrudsigts-røret og så op i det, kunne de se, at det var ved at blive mørkt. Det var på tide for Julius at komme hjem. Troldemor havde haft travlt med papir og blyant henne ved bordet og nu kom hun hen til Julius og spurgte ham, om han ikke kunne tage en ønskeseddel med til julemanden?

Det kunne Julius sagtens, men han ville ikke fortælle, at han faktisk ikke så julemanden sådan rigtigt hver dag  -  han fløj jo bare hurtigt forbi loftet om natten, når de sov - men på slottet hang der en stor rød postkasse og den kunne han putte brevet i. Så gav Julius Troldemor hånden til farvel og bukkede igen dybt  næsten helt ned til gulvet, så han nær var gået på næsen. Det var noget, han havde set de fine gæster gøre på slottet, når de besøgte dronningen. Trolderik fulgte Julius gennem skoven og de aftalte at mødes næste dag til sædvanlig ca.tid. Julius susede over marken og da han kom hen til slottet kunne han se soldaten, som gik vagt. Han gik stiv og strunk med lange skridt og geværet over skulderen og i samme øjeblik han vendte rundt med ryggen til Julius, styrtede Julius hen til den røde postkasse og tog sin hue af, for det var i den han havde gemt brevet fra Troldemor og skulle lige til at putte ønskesedlen i, da han kom i tanke om, at det var bedre at lægge den oppe på loftet i kassen med de andre ønskesedler

Man kan sige, at julen nu havde indfundet sig på slottet. Den havde ligesom aldrig rigtig været der før, selvom der boede nisser på loftet, som oven i købet havde deres helt eget anlæg til produktion af alle mulige slags gaver, for slet ikke at tale om den daglige omgang med julemanden  Men det var der ikke mange, der var klar over. Dronningen havde aldrig interesseret sig for julen. Hun var klar over, at der var noget, der hed jul, og hængte hvert år 2 julehjerter op i loftskronen i den store sal og ydermere begyndte hun at indøve en ret vanskelig julevals til en gammel julemelodi. Nu tænker I nok  - hvor kommer al den musik fra? Den kommer fra en gammel rejsegrammofon, som kan afspille gamle plader, og da disse er ret slidte, lyder de heller ikke altid helt rent. Det gør ingenting, for dronningen kan dem alle udenad og butleren gør altid, som dronningen gør, og soldaten er temmelig døv og danser bare, som han altid har gjort. Men der var noget, der var anderledes i år. Det var ikke noget, som man lige kunne pege på - det ligesom lå i luften. Var julen kommet nærmere?

Man kan jo ikke føle på julen rigtigt  -  man kan lugte  den og smage den, men var det Mirakulos, der var kommet tilbage eller var det den sort- og rødstribede elefant, der gjorde det? Dronningen kunne ikke forstå det og grublede og tænkte, og det er ikke godt. Oppe hos nisserne var der travlt som altid og der var slet ikke tid til det med at være en drillenisse. Og nu det ønske, der var kommet fra én i skoven, som ønskede sig en vaskemaskine, som kunne vaske troldebørn rene på et sekund én gang om dagen. Det blev mere og mere sært. Nissefar kløede sig i nakken. Nu kendte han jo et troldebarn, for Trolderik havde jo besøgt ham forleden, og skulle han nu puttes i en maskine for at blive ren? Han var ikke rigtig glad for den tanke og tilsidst rettede han på ønsket, så troldebørnene bare blev pustet ganske lidt på for at komme af med støvet. Trolderik, som havde besøgt ham forleden, var måske ikke det mest rene, han havde set, men nisser var heller ikke helt rene og hvorfor skulle de nu også være det?

Dagen begyndte forskelligt. For dronningen var det en hektisk dag, for hunskulle sende invitationer ud, som skulle i den røde postkasse og hentes af postbudet, som altid kom på sin cykel og som hver dag var lige ved at blive skudt af soldaten, hvis det var ham, der havde vagt. Så det var et meget nervøst postbud, der kom til slottet, og han væltede derfor meget tit på cyklen. Postmesteren var meget utilfreds med postbudet, men han kendte jo heller ikke hans trængsler. Til gengæld var han en af de personer, som altid blev inviteret til bal på slottet  -  han var en standsperson, som dronningen godt kunne omgås. Så dronningen skrev igen med sin skrattende pen på fint papir:  JULEBAL - kom og vær med dagen før den sidste søndag, inden det for alvor går løs. Sidst på eftermiddagen”. Det var et budskab alle kunne forstå, og alle de, som modtog invitationen, begyndte straks at finde stadstøjet frem fra lofterne og pudsede lakskoene.

Det var kun fine mennesker, der kom, og med fine forstås nogen, der var noget ved musikken. Hos Trolderik var det blot en helt almindelig dag. Trolderikke mindede Trolderik om, at hun skulle med hen til nisserne og lege med Julie og Juliane. Maskinen interesserede hende ikke så meget, kun det, der kom ud af den, og også Trolderikke havde lavet en ønskeseddel, hvorpå der stod, at hun meget gerne ville have en dukkevogn, som var motoriseret. Og eventuelt også udstyret med et rutestyresystem, så hun kunne sende vognen rundt i skoven uden selv at skulle med. Således kunne dukkerne blive luftet, mens hun selv var i troldeskolens yngste klasse. Troldemor havde det stadig lidt skidt over sit ønske med børnevaskemaskinen, men da hun så på sine børn og på, hvordan de så ud efter morgenmaden, syntes hun, at ideen var den eneste mulige. Nisserne havde været i gang hele natten og sov derfor længe. De snorkede alle fem højlydt akkompagneret af Mirakulos, som kun udsendte en pibende lyd. 

Hos nisserne på loftet var dagen slet ikke begyndt.  I denne juletid arbejdede de sent og da de også var lidt nysgerrige, så blev de tit oppe meget sent, fordi de så gerne lige ville se julemanden komme i sin kane og hente de gaver, som de havde lavet. Det gjorde han hver nat, men da han altid havde så travlt, så gik det i susende fart, når han var der - ja, man kan sige, at han kom som en hvirvelvind og væk var han. Nisser sover tungt og snorker meget, men det er nissemor, som er den, der først vågner. Hun laver straks risengrød. Risene gemmer de i en stor beholder og det er julemanden, som smider en sæk ris af til dem hver gang han kommer, for nisser har ikke rigtig nogen steder at gå hen og handle. 

Det gør så heller ikke noget, når de har julemanden. Det har trolde derimod.Og det var netop i dag, at man hjemme hos Trolderik havde bestemt, at i dag skulle der købes julegaver. Alle glædede sig voldsomt og de vågnede meget tidligt, alt for tidligt til at komme i ”Trolde-world”, som indkøbscentret for trolde hed.  Det lå lige midt i skoven, så det var nemt for alle at komme derhen. Der var jo ganske vist også ravnenes butik, som lå i den mørkeste del af skoven.  Den hed ”Ravne-raneriet”. Der kunne man også få næsten alt og der var den fordel ved den butik, at man kunne forudbestille sine varer - det vil sige, at man bare nogle dage i forvejen fortalte ravnene, hvad det var man ønskede sig, og så var det helt sikkert i deres butik et par dage senere. 

DaTrolderik nåede frem til ”Trolde-world” med sin familie, var hele pladsen foranfyldt med en masse trolde, som også var kommet med deres slæder og det var svært overhovedet at finde bare en lillebitte plads at parkere. Der vartændt lys overalt og midt i det hele stod et kæmpestort grantræ, som var blevet pyntet med lys og farvede kogler. Der duftede lifligt af brændte mandler og nødder og der var boder med æbleskiver. Det var et paradis. Nu erTroldefar en meget fornuftig troldemand, så han var nervøs for, at de skulle blive væk for hinanden i al den hurlumhej, så han havde medbragt et tov. Han sagde til de andre tre, at de skulle holde fast i tovet og ikke en eneste gang give slip, for han havde regnet ud, at så kunne de ikke blive væk for hinanden. 

Det gik også fint, mens de var udenfor, for de kunne sagtens blive enige om, at de skulle stoppe og købe mandler og æbleskiver. Det var først, da de kom ind i indkøbscentret, at det ligesom ikke virkede mere.  Derinde ville ungerne straks hen til ”Fætter Trold” og se på legetøj, mor ville hen og se på kjoler og far havde fået øje på en butik med det dejligste værktøj. De var nødt til at slippe tovet, som blev bundet om Troldefars mave og ungerne lovede, at de ikke ville forlade butikken med legetøj, før de blev hentet. Det var ligesom at komme i himmerig  -  inde ved al legetøjet. Trolderik så straks et skateboard og det var lige nøjagtig sådan ét, han manglede så meget. Trolderikke havde fået øje på en stor lyserød dukkevogn og den måtte hun eje. Desværre kunne man jo ikke bare købe tingene - man måtte ønske sig dem hos julemanden. Der var bare ikke nogen motor på denne dukkevogn og inde i butikken havde de aldrig hørt om en dukkevogn med motor. 

På slottet var der stor travlhed. Nisserne på loftet mærkede straks, at der skulle ske noget usædvanligt, men de lod sig ikke forstyrre og puttede stadig ønsker ind i den store julegavemaskine. Den begyndte imidlertid at blive lidt træt og Nissefar måtte tale mildt til den og det hjalp. Den blev fodret med tyk fed olie og det er godt for maskiner. Under hele slottet er der en stor mørk kælder. Den blev tidligere brugt til kulkælder. Det vardengang, der af og til kom en stor vogn med kul, som blev læsset af og kullene puttet ned i kælderen.  Man brugte dem til at varme slottet op medog det var altid butleren, der skulle skovle kul.  Han blev helt sort og også meget træt, så han var meget glad, da dronningen besluttede at gå over til fjernvarme.

Det er pærelet. Varmen strømmede nu ind i tykke rør. Ingen forstod helt hvordan, men alle mente, at det måtte komme fra jordens dyb. Nu brugte man i stedet kælderen til at hælde guldpenge i.  Dronningen var meget rig.  Hun ejede guld og grønne skove. Hver gang hun købte noget, spurgte hun altid venligt:  ”Ønsker De betaling i  guld eller grønne skove?”. De grønne skove stod ude i skoven og de ganske få gange nogen foretrak dem, gik soldaten ud i skoven med en stor sav og fældede træer. Bagefter plantede han nye træer for ellers kunne man jo til sidst ikke betale med grønne skove.  De fleste fik en sæk guldpenge og når kælderen var ved at være tom, ringede dronningen til banken, som næste dag kom med et læsnyslåede guldmønter. 

Trolderik ville straks gå  i gang med at lave sit skateboard.  Først skulle hantænke nøje over, hvordan han skulle gribe sagen an, så han lagde sig ned i et hjørne af stuen med hænderne under hovedet. Han faldt omgående i søvn, men det gjorde ikke så meget, for han drømte, at han var ude i skoven og at skoven var helt dækket af tyk, dejlig sne.  Og henover sneen kom Trolderik susende på sit skateboard. Nu var det et snowboard  -  det vidste Trolderik bare ikke. For under brættet var der slet ingen runde kugler.  Han susede ned ad bakkerne og lavede høje hop, mens solen strålede og alle fugle og egern sad målløse og så på ham.  Verdens bedste snowboarder!   Det var Trolderik og de råbte  alle hurra af ham.

Men så vågnede Trolderik og opdagede, at han stadig bare lå hjemme på gulvet og slet ikke havde noget board. Han måtte have fat i et bræt - et rigtig godt bræt, som kunne flyve af sted. Og når der ikke mere var sne, kunne han bare sætte kugler under, og så kunne den rulle verden rundt. Han måtte vente til i morgen og besøge ravnene for at se, hvad de havde skaffet. Det er svært at vente, når man rigtig glæder sig til noget, men heldigvis kom Trolderikke og de begyndte at lege. Trolderik fortalte hende om juleballet på slottet og sagde, at det var en stor hemmelighed og at hun ikke måtte sige det til en levende sjæl.  For måske kunne de snige sig derhen og se, hvad der foregik. Det ville han spørge Julius om. De havde aldrig set et bal og anede slet ikke, hvad det var.

I dag var det dagen, hvor det hele ville gå løs og juleballet skulle være. Udenfor slottet var det det smukkeste vejr.  Solen strålede over den blændende hvide sne  -   ja, man måtte næsten holde sig for øjnene, sådan skinnede sneen. Den store sal så ganske anderledes ud end den plejede.  I den ene ende skulle orkestret sidde og langs med alle vægge stod stole på rad og række. Der skulle gæsterne sidde, når de blev trætte af at danse.  Der var lys i alle lysekronerne og sat høje stager med levende lys på nogle borde, der var pyntet med gran og blomster.  Der var også glas i lange baner, men ingen tallerkener, for på slottet serverede man kun pindemadder, og til det mente dronningen ikke, at man behøvede tallerkener.  Dronningen foretrak pindemadder og spiste selv mange dagligt. Det var nok derfor hun var så tynd. Ikke noget med risengrød. Det var også derfor Mikakulos var flyttet op til nisserne. Trolderik var for længst kommet og han havde hele familien med.

Nisse familien syntes det var en strålende ide og havde selv inviteret dem. De var alle helt nyvaskede og Troldemor havde sin nye kjole på. De havde allerede spist risengrøden for længst, og den havde i dagens anledning fået to store smørklatter. Og nissefar havde brygget nyt nisseøl, som han serverede i store krus. Troldefar havde længe stået imponeret og set på julegavemaskinen - aldrig havde han forestillet sig noget lignende. I dagens anledning havde man stoppet maskinen tidligt, så alle kunne holde fri og følge med i begivenhederne. Nissefamilien og trolderikkerne lå nu alle klar ved deres revne i gulvbrædderne og kunne let følge alt, hvad der skete nede i salen. Soldaten havde fået bjørneskindshue på og pudset støvler og gevær og han så imponerende ud. Der var bare det ved det, at huen var så utrolig tung, at han ikke kunne dreje hovedet og han så derfor  endnu mere stiv ud end sædvanlig. Butleren var i liberi og det er det flotteste, en butler nogensinde kan blive. 

Nu tænker du nok -  jamen, er der slet ingen børn med til festen. Nej,det er der ikke.  Børn støjer og larmer og de er også ofte snavsede, syntes dronningen, så derfor havde hun heller aldrig anskaffet sig nogen. Og det var måske nok et held, for det er ikke helt sikkert, at det havde været særlig sjovt at være barn på slottet.Orkestret spillede op og alle begyndte straks at danse.  Det var dejlig musik og alle klappede meget længe, da musikken holdt pause.  Dronningen stod op på en stol og holdt en lang tale, som ingen kunne forstå - i hvert fald ikke oppe på loftet, men da hun endelig holdt op, skyndte alle sig hen og forsynede sig med pindemadder - ligeså mange de kunne have i hånden, for den ene hånd skulle jo bruges til juleøl. Er der noget konger og dronninger er dygtige til, så er det at balancere med glas og tallerkener. 

På slottet var det lidt mere besværligt, for her måtte de nøjes med at have madderne i hånden og tørre fingrene af i damernes kjoler eller i de lange gardiner, hvis de blev fedtede. På loftet var troldefamilien lige ved at tabe både næse og mund, for aldrig havde de oplevet noget lignende. De vidste slet ikke, at der fandtes så mange konger og dronninger, men Nissefar fortalte, at de alle var en stor familie, som hver havde et slot ligesom dette. Det tænkte de længe over, men  snart sagde. Troldefar: ” Vi må nok til at hjem og det er også blevet sent. Tusind tak for den dejligste aften, men vi må hjem nu, inden gæsterne går.” Alle var også trætte og de listede stille ned ad trapperne og kom godt hjem på slæden, som Troldefar trak gennem skoven.Det var den bedste aften, de havde haft, og det var svært at falde til ro - ja, Trolderik lå længe og tænkte på alt, hvad han havde set, og Trolderikke fandt dukkerne frem, puttede dem op i sin seng og fortalte dem alt, hvad hun havde set, især om alle de smukke kjoler.

Julemanden holder øje med alt, hvad der sker i hele verden og han havde for længst forstået, at det nok var bedst at komme lidt senere end sædvanligt til slottet, for han ville naturligvis ikke ses. Hvis man er meget heldig, kan man alligevel en sjælden gang se en lysstribe, der farer hen over himlen en klar nat og det er julemandens kane. Denne nat kom han så sent, at også nisserne var faldet i søvn og lå og snorkede og ikke en gang nissefar var vågen. Der var heller ikke så mange gaver denne nat, så det var meget nemt for julemanden at få sækken gennem skorstenen.  Man siger, at han er den eneste, der kan komme gennem en skorsten med en stor sæk uden at blive kulsort.  I hvert fald er skorstensfejeren altid helt sort, når han har været der. Hjemme hos trolderikkerne vågnede man denne morgen meget sent. Troldefar var den første, og han kikkede i vejrudsigts-røret for at se, om denne morgen var lige så smuk som den forrige og det var den. 

Sneen funklede og han skyndte sig at vække Trolderik. ”Så vågn dog op”, sagde han. ”Skulle du ikke i gang med dit skateboard?”  Og der gik ikke mange minutter før Trolderik var helt klar.  Troldemor havde ellers truet med, at i dag ville de hente sne ned i huset og varme den op så Trolderik og Trolderikke kunne komme i bad, for de var ved at være virkelig snavsede.  MenTrolderik var ude af huset, inden Troldemor kunne bare tænke på et bad og han styrtede hen til ravnede for at se, om de havde fundet noget til ham. De stod i døren til Ravneriet og ventede med næsen i sky og pegede hen i et hjørne, hvor der stod et splinternyt skinnende hvidt snowboard med guldfarvede lyn på brættet. Det var lige sådan et, Trolderik havde drømt om. Hvordan var det gået til? Ravnene så ud, som om de slet ikke interesserede sig for den sag, men alligevel skottede de spændt ud af øjenkrogen for at se, hvad Trolderik ville gøre. Han kunne slet ikke sige noget. 

Trolderik overvejede på vej hjem, om han lige skulle slå et smut forbi slottet og vise sin nye gave til Julius, men han ombestemte sig i sidste øjeblik, og det var heldigt, for på slottet var man i gang med den store oprydning efter ballet.  Dronningen havde taget forklæde på. Det så besynderligt ud uden på balkjolen, men hun gik rundt med en kost og fejede, så støvet hvirvlede op. Der var ikke mange rester mad, for musene havde været der i løbet af natten og forsynet sig godt og grundigt. De havde været så sultne, at de også havde slikket alle fade og glas, så dronningen troede, at det hele var vasket og klart og og satte det hele på plads til næste gang, der skulle være bal.   Sådan gjorde man hver gang og ingen opdagede nogensinde, at der slet ikke blev vasket rigtigt af. Kun Mirakulos var ikke glad, for han havde glædet sig til at skulle ned og slikke rester i sig, men den dovne kat havde sovet alt for længe.

Da Trolderik næsten var kommet hjem, kom han i tanker om, at han helt havde glemt, at han også skulle have brædder til at lave en slæde til Trolderikke og noget jern til meder. Det er dem, der sidder under slæden og som gør, at slæden kan trækkes over sneen. Så han vendte rundt og tog turen endnu engang. Der var allerede megen uro i skoven over det usædvanlige syn som en trold på et snowboard er, og alle dyrene gemte sig så godt de kunne. Da Trolderik kom forbi for anden gang, var de ikke mere så urolige og der var et par egern, som gerne ville med en tur. Men det ænsede Trolderik ikke og susede forbi. Ravnene havde kun fundet noget skinnende jern, som han kunne bruge, men det var en god begyndelse og han kørte hjem. Han gemte jernet under nogle grene uden for det store træ, så Trolderikke ikke ville finde det og så måtte han i gang med at få det bøjet.

Ligesom alle andre mennesker får også trolde meget travlt til jul og tror til sidst ikke, at de kan nå alt det, de skal. De får ligesom mennesker stress -  i hvert flad voksne trolde.  Troldemor begyndte at  vride sine hænder af bare forvirring, og Troldefar mente, at hun skulle holde op med det og i stedet give sig til at vride nogle klejner til juleaften. Selv ville han ud i skoven og fælde et passende smukt træ, som de kunne pynte den næste dag. Troldemor blev endnu mere forvirret og kunne nu slet ikke huske, hvor hun havde gjort af al julepynten fra sidste år. Troldefar fandt sin store sav frem. Den var gemt under sengen. Det er et meget praktisk sted at gemme ting,  især ting, som man sjældent bruger, for der kommer aldrig en sjæl med en fejekost.  I hvert fald ikke hvor der bor trolde.

Ude i skoven sad alle dyrene og rystede, for de var bange for, at Troldefar ville fælde lige deres træ, men han er en klog mand, så hver gang han så et passende træ, bad han Trolderik og Trolderikke kravle op i det for at spørge, om der boede nogen. Begge ungerne havde fået lov til at komme med og det var det bedste, de vidste. Og så kunne Troldemor også i fred og ro lede efter julepynten. Endelig fandt de et passende træ, som stod helt for sig selv og havde netop lige den højde, som de skulle bruge. Troldefar svingede saven med store sving inden han lagde sig ned på knæ og fældede træet. Trolderik grundene lidt over, hvor hans far lavede de drabelige sving, som han egentlig ikke kunne se nogen nytte af, men det havde Troldefar set, at soldaten oppe på slottet gjorde, da han forleden kom forbi.

Man skal huske sine venner i julen. Det sagde Troldemor altid og det var noget hun havde lært af sin gamle bedstemor, som blev meget gammel - måske 300 år, for trolde bliver ligesom nisser meget gamle. Så hver jul pakkede hun en kurv og gik ud og besøgte alle sine venner og gav dem kager fra kurven.  Trolderik og Trolderikke var med og de besluttede, at de i år også ville besøge deres nye venner, nisserne, på slottet. Kurven var sat på slæden, for Troldemor turde ikke bruge det nye bræt, som sikkert ville vælte med det hele. Trolderikke var sat op på slæden og hun havde til anledningen strikket en stor bunke vanter, som vennerne, især de ældre blev meget glade for. De stod også i en kurv på slæden. Og så begyndte visitterne.

Der var alle troldefamilierne, hvor deres fætre og kusiner var i de fleste. Der var også de ældre trolde, som ikke mere havde familie til at hjælpe sig med vanter og kager og man måtte heller ikke glemme de dyr, som havde svært at klare sig selv. De fik kugler med frø og nødder og det var de glade for. Det var i det hele taget en dejlig tur, som de alle nød. Henne på slottet kom de hurtigt ind, men de lod slæden stå gemt udenfor, for det var alt for farligt at prøve at få den ind. Det måtte nisserne klare selv, så de gemte slæden under et træ tæt på slottet. Indenfor var der stor travlhed. De manglede stadig at lave gaver på julegavemaskinen  og nissefars hår strittede mere end sædvanligt.  Der havde slet ikke været tid til at lave risengrød. 

Idag er det den dag, det er juleaften. Årets allerbedste dag. Trolderik ogTrolderikke vågnede meget tidligt og skyndte sig hen for at se efter vejret ivejrudsigts-røret.  Alt var stadig helt mørkt ude, så det måtte være enten meget tidligt eller også meget sent  -  og sæt de nu havde sovet hele juledagen væk og det hele var overstået? De vækkede straks deres far og mor og spurgte forskrækket, hvad klokken kunne være. Nu går trolde ikke med ur og holder egentlig heller aldrig helt styr på tiden, men de forsikrede ungerne om, at juleaftensdag næsten ikke var begyndt endnu. Ligesom alle andre tog de fint tøj på og ungerne fik først en grundig tur i baljen på gulvet. På slottet var nisserne omsider blevet færdig med alle julegaverne.  Der lå ikke flere ønsker på bordet og maskinen gik i stå med et dybt suk. Nu kunne den holde en god lang ferie inden det gik løs igen. Da det begyndte at blive mørkt, lavede nissemor den største skål risengrød nogen havde set og en stor kande juleøl blev sat på bordet. 

Mærkeligt nok holder nisser ikke samme slags jul som os. De giver ikke gaver og det er fordi de jo har maskinen, som de jo bare kunne give besked om, hvad d ønskede. Men juletræ har de og de danser muntert rundt om det. Dronningen, butleren og soldaten holdt altid fin juleaften. De havde fældet skovens største træ og det havde som sædvanligt været meget svært - ja,næsten livsfarligt at pynte det, for der skulle en meget lang stige op  til toppen og det var altid soldaten, som skulle kravle op. Men alt var gået godt og nu gik de rundt om træet og sang julens sange med rustne stemmer. De kunne slet ikke holde hinanden i hånden, for træet var alt for stort til at de kunne nå. Dronningen blev meget glad, da hun fik sin julegave -  nemlig en dejlig blød, grå elefant, som hun kunne tage i sine arme og kramme. Soldaten fik et par meget tykke vanter og han var også meget glad. Butleren havde hemmeligt ønsket sig en cykel. Også det fik han og alle var således lykkelige.